Decided to post something I wrote for Writer's club a while ago. Sorry English-speaking peeps, but this is in Danish.
Teksten er skrevet ud fra udfordringen; "the seaven deeds". Jeg trak "temperance", eller på dansk, "mådehold". Jeg er ikke vant til at skrive tekster i mit modersmål; dansk er efterhånden kun et verbalt sprog for mig, men jeg er relativt tilfreds med denne her. Feedback modtages med kyshånd.
¤
“Han er godt nok speciel.” Kommenterer en af mine klassekammerater og tager en tår af sin dåseøl. Jeg drejer hovedet og følger hans blik over min skulder. Izumi er trykket mod den allerbagerste væg i den lille lejlighed, og der er en summende mur af mennesker mellem os. Jeg kan vel egentlig godt se, hvor malplaceret han ser ud i omgivelserne, men jeg er allerede behageligt småfuld og skænker det kun en tanke for en kort bemærkning. Den lille lejlighed kan knap rumme antallet af gæster – inviterede og egentlig ikke inviterede – der er dukket op i aftenens løb. Jeg trækker på skuldrene og vender mig mod mine venner igen med et: ”Det er han vel.”
Vores værtinde er en pige fra 2. K. Hun er meget sød, og så er hun fandens interesseret i mig, og det er faktisk lidt anstrengende, men jeg skal jo være sød. Det var måske derfor, jeg overtalte Izumi til at komme med mig, selvom han virkede modvillig; jeg er god til at overtale folk.
”Han taler ikke dansk, gør han?” spørger en anden. Jeg ryster på hovedet. ”Hvor gammel er han egentlig? Han ser ikke særlig gammel ud.” ”Han er 16.” svarer jeg og får et mistroisk grynt til svar.
Mit blik kravler mod højre, mens jeg drikker videre, mod bagvæggen. Hans tynde arme er korslagte, og hans skuldre luder. Han ser sig omkring, næsten frygtsomt, og det får mig til at rynke brynene. Gad vide, om nogen har sagt noget forkert til ham. De andre spørger videre, og jeg lader min stemme gå på autopilot.
”Er han kineser? Aha, japser altså, har I hørt det drenge! Hvad er det for en underlig hårfarve, han har? Nåh ja, farve det kan man vel altid, men hvorfor gråt? Sølvgråt så, hvad fanden er forskellen?”
Izumi har kantet sig hen på en stol og sidder med foldede hænder. Han går næsten i et med tapetet – hun må virkelig finde en anden farve en den kedelige grå – men det virker nu også mest som om, det er det, han ønsker. Jeg tager pludselig mig selv i at tænke, hvor køn han er.
Jeg sætter mit glas fra mig og bevæger mig fremad gennem mængden af mennesker. Folk taler højt for at overdøve hinanden, mange er plørefulde, og gulvene er ikke længere så rene, som da vi ankom. Jeg finder mig selv foran ham overraskende hurtigt. Mit hoved svømmer behageligt, og så ser han op på mig med de pokkers store øjne.
”Wanna go home?” spørger jeg. Mit engelske lyder latterligt, når jeg er fuld. Hans øjne lyser af taknemmelighed, og det er først der, jeg egentlig ser rigtigt på ham. Hans hænder der ryster, det blanke i hans øjne. Selv gennem alkoholrusen sparker jeg min hjerne til en konklusion; han ser ud som om, han er ved at græde, af skræk måske? På vej ud af den stopfulde lejlighed skynder han sig så meget efter mig, at hans spinkle krop trykker kortvarigt mod min i døråbningen, hvor der stadig er en lind strøm af mennesker, der kommer og går. Jeg er godt klar over, at han har en eller anden slags fobi for mennesker eller menneskemængder, eller hvordan det nu var, men jeg ved egentlig ikke helt, hvor slemt det er. Slemt nok, lader det til. Udenfor regner det, og vi løber til busstoppestedet for at prøve at undgå at blive for våde, men selvfølgelig er vi gennemblødte, da vi endelig når ind under det lille afdække. Jeg tjekker busplanen og erfarer lettet, at der kun er et kvarter til, at natbussen kommer. Jeg sætter mig på bænken, hvor Izumi sidder og vrider vand ud af håret. Det ligner kviksølv, når det er så vådt, tænker jeg og ser til, mens han rutineret sætter en elastik fra sit håndled i det, så det ikke rører hans skuldre. Igen strejfer det mig, at han er virkelig køn. Jeg ser væk. Vi sidder i stilhed lidt, og jeg tvinger mig selv til slet ikke at se på ham. Lad være med at se på ham, det er en elendig idé når du er fuld, David, fortæller jeg mig selv.
”I’m sorry I took you there, you didn’t like it.” Siger jeg. Jeg tillader mig at skæve til ham, jeg må godt, når vi taler sammen. Han vrider sine hænder nervøst, men han har fået en anelse farve tilbage i kinderne.
”It’s okay…” mumler han med et lille smil, men jeg ryster på hovedet.
”No it’s not. You should’ve told me that your phobia was that bad.” Han løfter hovedet, og han ser undskyldende ud, så jeg ryster på hovedet af ham igen, men ikke helt vredt. Det ville klæde ham at være lidt mere selvisk og måske knap så forsigtig, men det kan der vel arbejdes på. Gad vide, om han havde nogen venner, der hvor han boede før. Han har ikke talt meget om sig selv, når vi af og til spiser morgenmad sammen før skole, er han altid meget stille og vil helst lytte til mig tale. Det i sig selv er faktisk meget behageligt, for han lytter rent faktisk ordentligt efter. Jeg burde se væk nu, det ved jeg, men jeg kan ikke få mig selv til det. Han bliver ved med at se på mig, og mit eget blik flakker mellem ham og vandet, der laver pytter ved vores fødder. Jeg tager den ene af hans hænder; den ryster stadig meget lidt, men slet ikke så meget som før. Dumt. Virkelig dumt. Jeg er ligeglad, ting som selvkontrol og fornuft kan vente til en anden dag.
Hans mund står let åben, og han ser spørgende, vidende, spændt og en lille smule skræmt ud. Det er godt, er det ikke? Jeg holder hans hånd bare lidt fastere og læner mig tættere på, tættere på, endnu tættere på, indtil jeg kan tælle hans øjenvipper og de små vanddråber, der hænger i dem. Hans øjne svømmer med vandet bag mig hoved, lige før han lukker dem. Jeg kan mærke fraværet af hans åndedræt mod min mund.
¤